CPH Hair, god og billig frisør på Vesterbro

Anmeldelse af en god og billig frisør på Vesterbro
CPH Hair

CPH Hair er et relativt nyt (2013) sted på Sønder Boulevard 65. Salonen deler indgang med et solcenter, spraytan og en negletekniker (manicure) – og det kan faktisk være lidt svært at finde ud af og skabe lidt forvirring første gang man kommer ind og skal klippes (er det et solcenter?). Men man skal bare ind ad døren på hjørnet og dreje til højre ind i frisørsalonen. Hele stedet er for nyligt er overtaget af Louise, der før har arbejdet i en frisørsalon på Vestegnen.

Billig herrefrisør (især om formiddagen)

Når man er herre er det muligt at blive klippet om formiddagen for 199kr,- hvilket næsten er halv pris i forhold til Shunt på Istedgade eller andre frisører af samme standard på Vesterbro.  Man starter med den klassiske hårvask (hvis man ønsker det) og bliver tilbudt en kop kaffe eller vand. Jeg valgte en kop kaffe. Men lad mig med det samme sige at det ikke er på grund af kaffen at man skal blive klippet her. Kaffen er automatkaffe serveret i et engangsplastikkrus – og smager faktisk ikke særligt godt. Jeg tror jeg nøjes med et glas vand næste gang.





På hjørnet i det gamle solcenter
CPH Hair, på hjørnet i det tidligere solcenter.

Klipningen foregik med både saks og maskine og jeg endte med at få lidt voks i håret inden hele seancen var færdig på knap en halv time. Kvaliteten af klipningen er i orden. Stemningen var god og afslappet og Louise der klippede mig var behagelig og oprigtig i samtalen. Nogle frisører kan være lidt tomgangsagtige (no wonder, med 10-15 kunder på en dag) men det var altså ikke tilfældet her, eller også var jeg bare heldig at være en af de første den dag.

CPH er en god og billig frisør på Vesterbro, hvor man ellers næsten kun kan finde enten gode frisører – eller billige. Især hvis man som herre benytter sig af deres formiddagstilbud. Afgjort anbefalet (bortset fra kaffen).

Frisør Adresse Kvarter Online booking Pris Herre/Dame
CPH hair Sønder Boulevard 65 Vesterbro Ja 199kr/249kr/349kr





Kender du CPH hair?

Hvor mange stjerner giver du?